Om viljestærk, ADHD signalstærk, autisme.

At være viljestærk er et karaktertræk på lige fod med at være A- eller B menneske. Det er ikke en diagnose. Men det er et karaktertræk, som kan have ligheder med at have ADHD eller et barn indenfor autisme spektret. Reaktionerne kan ligne hinanden. Jeg bliver med jævne mellemrum kontaktet af forældre, som er i tvivl om deres barn har en diagnose eller er viljestærk, og derfor søger afklaring. Dette blogindlæg er til de forældre der lever med denne tvivl.

Hvad nu hvis mit barn har en diagnose og ikke kun er viljestærk?

Som det er med alt andet, er du som forælder ekspert på dit barn, det er dig, der kender dit barn bedst og det er dig, der er tættest på barnet. Og hvis du er bekymret, eller tvivlen fylder meget, så er det en mulighed at få dit barn udredt enten via dit barns institution eller i privat regi. Jeg anbefaler altid forældre, som er bekymrede for om deres barn har en diagnose at søge hjælp og svar hos de rette fagpersoner.

Du kan evt. starte med at læse mere her, og blive lidt klogere på ligheder og forskelle:

Læs om Autisme

Læs om signalstærke

Læs om ADHD og ADD

Smilla Lynggaard og tilgangen til familierådgivning og diagnoser

Jeg hører engang imellem fra forældre, som har fået udredt deres barn og fandt ud af, at de havde ADHD eller et barn indenfor autisme spektret, men karaktertrækket viljestærk har de stadigvæk og tilgangen virker stadigvæk, ikke alene, men der vil så være mere hjælp at hente, nye veje at gå, nye redskaber ift den nyerhvervede viden om barnet. Tilgangen hos mig er godkendt til børn indenfor autisme spektret og børn med ADHD, så du gør ingen skade, hvis det viser sig, at dit barn skulle have en diagnose.

Der er heldigvis i dag mange veje til at skabe børn i trivsel og det vil altid være dig, som forælder, der vælger den vej, der passer til dig og din familie. Der er ikke som sådan noget, der er rigtigt eller forkert, der er kun det, som virker for dig og din familie. Jeg anerkender fuldt ud diagnoser, og diagnoser findes primært for at vi kan finde nye forståelser og derved finde nye rette veje og omgivelser, som skaber børn i trivsel.

Når du læser med hos mig, på min blog, på sociale medier og i mine bøger vil du møde en tilgang. En tilgang som er skabt til viljestærke børn, fordi den mest formidlede tilgang til forældre til børn med stærk vilje typisk vil være at være konsekvente, holde fast, have tydelige regler og grænser og holde fast i grænserne. Og det med at gå hårdt mod hårdt, det virker sjældent på et viljestærkt barn. Tværtimod. Derfor har jeg skabt en ny tilgang, der handler om, at vi hjælper, støtter, rummer vores børn og samtidig skaber børn i trivsel.

De viljestærke børn jeg taler om og møder er også særligt sensitive, og derved opstår også nogle af udfordringerne. Poweren og sensitiviteten, som skal gå hånd i hånd. Det er ikke alle særligt sensitive, som er viljestærke, det er en procentdel.

Tilgangen du møder her hos mig er ikke for alle. Det er vigtigt, at du finder en tilgang til at være forældre og til dit barn, som passer jer og som føles godt for jer. Hvis det ikke føles godt er det ikke jeres vej. Heldigvis bliver vi mere og mere opmærksomme på at det sjældent virker, hvis vi forældre tilpasser os en metode til opdragelse. Det føles simpelthen forkert. Det er langt mere bæredygtigt at finde en tilgang, som passer til din familie.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at karaktertrækket viljestærke ikke handler om, at så er alle bare viljestærke og diagnoser ikke findes, for det gør de, og det er vigtigt at du stoler på dig selv og søger rette hjælp ud fra dem i er og de børn i har. Diagnose eller ej.


P.S. Ønsker du at læse mere om tilgangen til viljestærke børn, så tjek min bog ud her.

Previous
Previous

Bøger af Smilla Lynggaard – hvilken bog skal jeg vælge?

Next
Next

Skærmtid i familien, hvad er anbefalingerne?