Stop med at bruge pytknappen.
Pytknappen er hurtigt blevet populær, både på arbejdspladser, i institutioner og i skolerne. Nogen er endda kreative, og har printet en stor rød knap ud på papir, som man kan gå hen og trykke på når noget er “pyt” eller “pyt med det”. I dette blogindlæg skal vi tale om den pytknap, og om hvorfor den skal smides på bålet og futtes af, for aldrig at vende tilbage igen!
Pytknappen bliver brugt i skoler og institutioner og er også begyndt sit indtog i familierne. Men hvad bruges den til?
Pytknappen bliver primært brugt til at børn øver sig i at sige pyt. Pyt til forskellige hændelser, pyt til at bedste veninden ikke lige vil lege. Pyt kan bruges i mange sammenhænge. Men at sige pyt er ikke nødvendigvis vejen frem. Slet ikke hvis vi mener at vejen frem er at børn vokser op med tilliden til at det de mærker, føler og oplever, det altid må være sandt. Og det mener jeg det er.
Det er vigtigt fordi, hvis vi skal have tillid til, at når vi mærker noget er ubehageligt, og vi siger det højt, så skal vi mødes med en forståelse, og en åben lytten fra vores omgivelser. Vi skal mødes af voksne, der viser os tillid til at det er sådan vi oplever det, og derfor er det sandt. Det gælder specielt børn, som er i gang med at lære og forstå hele følelses-spektret. Så når vi guider børn til en pytknap med stor og småt, så skal vi først lige stoppe op og tænke os om. Reflekterer over om det nu er smart?
For hvor går grænsen for hvad der er “pyt”?
Er det rimeligt at sende nogen til pytknappen fordi,
de blev kede af at sandslottet blev ødelagt
de græd over at ingen ville lege
de havde ondt i benet, fordi de faldt i frikvarteret
deres yndlingsblyant er væk
de er kede af at der er spildt vand på deres tegning
en sparkede dem over benet og det gjorde ondt
de savner deres mor
Jeg kunne finde meget værre ting, der bliver trykket på pyt-knappen over i dag, men det vil være så vildt at du vil sidde med tanken om, at kan det nu næsten også passe. Og ja, det kan det.
Men hvorfor er det så slemt med den pytknap?
Kan den ikke hjælpe børn til at komme videre? Hjælpe børn med ikke at gå i selvsving over ikke særligt vigtige ting, som vi alligevel måske ikke kan gøre noget ved?
Grunden til at pytknappen er slem, er fordi vi som voksne fortæller og vurderer vi for børnene. Vi vurderer hvad vi mener er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt. Vi vurderer hvad vi mener, der føles ok og hvad der ikke føles ok. Vi fortæller dem hvad de skal føle, eller måske allerværst hvad de ikke skal føle. Vi vurderer hvad der er pyt og hvad der ikke er. Og det skal vi simpelhen holde os fra. Faren ved det er at børnene lære at lytte mere til hvad andre siger end til deres egen stemme og samtidig kan det resultere i at børn ikke lærer deres egne grænser at kende, fordi det mere er pytknappen, som definere grænsen og ikke dem selv.
Grænser og grænseoverskridelse
Når vi så i dag taler så meget om at sige fra, om at kunne mærke en grænse, og reagere på det der er grænse-overskridende, så bliver vi nødt til også at tale om pytknappen. Hvordan skal børn vokse op og blive unge og voksne, der har tillid til at det de mærker og føler, når vi voksne omkring dem gang på gang fortæller dem, at det skal de bare sig pyt til? Pyt med det.
Måske sidder du nu og tænker at det da kan være meget fint at have en pytknap til at hjælpe børn, som har svært ved at komme videre, hvis de fx har ødelagt en vase eller spildt noget mælk. Men det behøver vi ikke en pytknap til. Der kan vi bare sige pyt, eller “det går nok”, og signalere med vores kropssprog at det er helt ok. Helt uden stor rød knap.
Din egen indre pytknap
Hvis vi selv gerne vil øve os i at styrke vores egen indre pytknap, så er det en helt anden sag. Vi kan fint arbejde med at sige pyt og ikke at hænge os i ting vi ikke kan gøre noget ved, eller blive opmærksomme på om det vi bruger krudt på i virkeligheden er så vigtigt eller om vi fint kunne sige pyt! Men det er noget helt andet. Der er kæmpe forskel på om vi selv øver os på ikke at blive frustrede, hvis vi kommer til at vælte et glas vin, og derved arbejder med vores egen indre pytknap, til at andre skal fortælle os at vi skal lade være med at være ked af, at man ikke fik drømmearbejdet, og bare skal trykke på pytknappen og komme op på hesten igen og komme videre.
Men vi skal ikke rode og arbejde med andres pytknap, hverken andre børn eller voksnes pytknapper. Vi skal lade børn vokse op så det har tillid til at det de mærker, oplever og føler det er sandt, sådan så de bliver stærke unge mennesker, der tydeligt mærker deres egne grænser, hvad der ok, hvad der ikke er ok og som tør stå ved det.
Her er 3 råd til hvad du i stedet kan gøre når du har fyret pytknappen og brændt den på bålet:
Vær opmærksom på at det du føler aldrig kan være forkert
Find ud af om du selv har nogle områder, hvor du hurtigt kan sige pyt og kommer videre
Vær obs på kun at arbejde med din egen pytknap og ikke andres.
I Bogen: Små ændringer, stor forandring. Familieliv med dit viljestærke barn, får du skabt en familie, der passer til netop dig og dine børn. Du får skabt et sundt fundament. Du bliver skarp i hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt. Din gps bliver stillet skarpt og du lærer at finde svarerne i dig selv.. Dit liv bliver nemmere når du ved at svarene findes i dig..