Sådan støtter du og respekterer du dit barns nej!

Når børn siger nej, og ikke vil som vi vil, gerne i situationer hvor du virkelig har brug for at de er med os, så kan det være en stor hjælp at se barnets nej som en gave. Nu skal jeg forklare dig hvorfor.

Vær stolt over dit barns nej! Børn der kan sige fra er en gave, som vi skal glæde os over. Hvis vi vil have sunde unge mennesker, der tør stå ved deres nej, også selv om de bliver både upopulære eller andre synes at de er tåbelige, ja, så starter den læringsproces allerede når de unge mennesker er små børn og ja, også babyer:

Det starter med at når de sige nej til mere mad, så respekterer vi deres nej
Det starter med at når baby kigger væk at vi respekterer deres nej
Det starter med når de siger nej til en krammer, så respekterer vi deres nej
Det starter med at når de siger nej til en legeaftale, så respekterer vi deres nej
Det starter med at når de siger nej til at cykle uden støtte-hjul, så respekterer vi deres nej

“Jamen hvordan skal børn lære at blive en del af fællesskabet, og tænke på andre end sig selv, hvis de altid må bestemme, hvad de vil og hvad de ikke vil?”

Det handler ikke om at bestemme, hvad vi skal og hvad vi ikke skal. Det handler om at respekterer et nej.

Og når børn vokser op med at deres nej bliver respekteret, så lærer de også at respektere andres nej..

Jeg gentager lige:

Når børn vokser op med at deres nej bliver respekteret, så lærer de også at respektere andres nej..

Vi kan hurtigt komme til at komme nej-børn i kategori uopdragen. Men hvad nu hvis nej-børn er dem, der mærker tydeligt efter, og som ikke bare kan slippe nej’et, men derimod kæmper for det der rent faktisk er smadder vigtigt for dem? Er det så ikke en gave i livet at kunne?

At respektere et nej, betyder ikke at vi altid så skal gøre som barnet beslutter. Men der er stor forskel på at respektere et nej, og samarbejde og finde løsninger ud fra barnets ønske, og så på at vi bliver vrede og frustrerede over nej´et, og gør det at sige nej til et problem.

Lille Hugo på 4 år ønsker sig brændende en ipad. Må jeg ikke nok, spørger han dagligt. Men du ønsker ikke at Hugo skal have i Ipad, det vil du gerne vente med til han bliver lidt ældre og er ved at være træt af at han spørger hver eneste dag, og efter nejet bliver han vred og skal bruge tid på at komme igennem vreden.

Selvom det kan være svært, så er det vigtigt ikke at gøre Hugos ønske eller daglige spørgsmål forkert. Så du kan svare: Jeg kan godt høre at du virkelig gerne vil have en ipad, men jeg vil ikke have at du skal ha en og siger nej. Du må gerne spørge igen i morgen, men svaret i morgen er det samme. Vi kan tale om det igen når du starter i skole.

Mange af os, der er mødre i dag, har ikke lært at sige nej eller lært at sige fra. Vi er vokset op med, at det var det rigtige og det korrekte at være samarbejdsvilling og at sige Ja. At være medgørlige. Den stille samtykkende pige, var den der fik ros og anerkendelse. Ikke være besværlige, for guds skyld.

Den tendens lever desværre stadig i bedste velgående, men vi er på vej ud af en anden vej og heldigvis for det. Men der er et stykke arbejde at gå for at nå i mål, og det starter med at vi kigger på vores egen rektion på barnets nej, og undersøger om egentlig ikke vi har ret kloge børn der mærker efter, og som er gode til at give udtryk for hvad deres behov er, og hvor deres grænser går. Vi kan som mødre og fædre være med til at ændre noget hos os selv, men også i et større perspektiv. Vi kan give børns nej power. Vi kan være med til at støtte op omkring vores børns nej, både indenfor hjemmet og udenfor hjemmet.