Er mit barn viljestærk?

unsplash-image-3bwMp-TyxOE.jpg

Er mit barn viljestærk?

Viljestærk er et karaktertræk på lige fod med at være A eller B menneske. Det er en del af dit barn, men det er ikke hele dit barn. Det definerer ikke dit barn eller sætter det i en kasse. Det er ikke en diagnose. Det er et karaktertræk.

De viljestærke børns karaktertræk viser sig allerede som helt spæde, men på det tidspunkt er du ikke altid opmærksom på dem. I 1-2-års alderen forsvarer du alle spilopperne og stædigheden med, at dit barn er i trodsalderen. Men når du når til 3-års alderen, og du stadig ikke har held med at få dit barn til at blive siddende på stolen ved middagsbordet, begynder du at tvivle på dig selv. Du troede, at selvstændighedsalderen var et overstået kapitel.

Men det er det ikke og du er som forælder til et viljestærkt barn som regel ikke i tvivl om, at din søn eller datter er viljestærk. For du er hele tiden udfordret. Lige så sjovt og spændende det kan være at have et viljestærkt barn, lige så opslidende er det også. Det er en helt særlig opgave, du er kommet på, når du er forældre til et viljestærkt barn.

Og selvom viljestærke børn er lige så forskellige, som alle andre børn, så er der alligevel nogle ting de har til fælles. Så tjek listen af, og se hvor mange du kan genkende og nikke ja til!

Kendetegn for viljestærke børn er, at de:

  • elsker at bestemme over ting, der er vigtige for dem

  • tænker hurtigt og kreativt

  • kan argumentere, så du som forældre kan blive helt udmattet

  • er langsom, når han/hun skal være hurtig og hurtig, når han/hun skal være langsom

  • har meget svært ved krav

  • har svært ved skift

  • er sensitive

  • har en kriger der bor i sig

  • udforsker verden

  • elsker iPad og sukker

  • tager lang tid om at komme i seng

  • tager lang tid om at komme ud af døren

  • er meget selektiv med mad

  • bliver hurtigt udmattet ved larm og sociale arrangementer

  • er velopdragent ude, men afreagerer (voldsomt) hjemme

  • skal have sine behov dækket hurtigt

  • går sine egne veje

  • har en klar holdning til, hvad de vil og ikke vil..

Listen kunne være længere, men det er de mest almindelige kendetegn.

Kan du genkende kendetegnene ved et viljestærkt barn?

Hvad stiller du så op?

Som step et handler det om at du slutter fred med dit viljestærke barn, og det betyder at du accepterer dit barn lige som det er. Men det er ligeså vigtigt at du accepterer dig selv som forældre, som den du er. Dit barn er ikke blevet sådan fordi du har gjort noget forkert, eller fordi du har været for eftergivende. Dit barn er som det er og er født sådan..

Betyder det så du intet kan gøre?

Nej overhovedet ikke. Der er en masse du kan gøre. Du kan starte med at lave en masse små ændringer, som skaber mere ro, færre konflikter, mindre dårlig samvittighed og mere styrket tro på din selv som mor eller far, og med dem vil du opleve at du ret hurtigt vil kunne skabe forandring.

De små ændringer, som vil skabe stor forandring, har jeg samlet i min bog: Slut fred med dit viljestærke barn og dig selv! i bogen bliver du klædt på til hjælpe og støtte dit viljestærke barn, men samtidig får du også værktøjerne til at skabe en hverdag med mere ro og færre konfikter.

Og ellers så læs løs her på bloggen, kom med på insta.

Du er ikke alene. Vi er rigtig mange med viljestærke børn. Så giv ikke op, der er masser af hjælp at hente, og du vil opdage hvilken gave det er at være forælder til et viljestærkt barn.

Previous
Previous

Skærmtid i familien, hvad er anbefalingerne?

Next
Next

Er viljestærke børn ikke bare uopdragne børn?