Svar på Lola Jensens opsang til familiepodcastere

Lola Jensen har lavet et opslag på Fb, som kort opsummeret er en opsang til andre podcaster. Opsangen går på, at der er for meget fokus på, hvor hårdt det er at være forældre i dag, Hun konkluderer, at ved at sætte fokus på det svære, får eksperterne legaliseret skæld ud, vrissen og det resulterer i, at børnenes ve og vel bliver glemt! Slutteligt konkluderer hun, at det altid skal være børnenes ved og vel, som skal være i fokus.

Børns ve og vel, skal altid være i fokus

Det skal altid være børnenes ve og vel, som skal være i fokus. Men det udelukker ikke at forældrenes ve og vel ikke også kan være i fokus.

I mange generationer tilbage har følelser og alt det svære hørt til inden for husets 4 vægge, men nu begynder de følelser at komme ud i det åbne. Forældre begynder at dele åbent med hinanden om, hvordan de har det og hvordan det at være forældre opleves. Tør dele de svære og skamfulde tanker.

Det kræver mod at dele.

Det kræver mod at dele. Det kræver mod at øve sig på at være med sine følelser, når man ikke har lært det fra egen barndom, som er tilfældet for rigtig mange forældre i dag. En stor del af forældrene i dag har ikke i egen barndom lært at dele følelser, det svære, det skamfulde, men nu begynder vi at turde, fordi der er nogen, som modigt har delt, hvor hård eller svært det er at fx være forældre. De modige stemmer får mere og mere plads. De får også huk, for når man deler ærligt vil der altid være mennesker, som mener, at det er for meget, for meget ynk, eller måske falder kommentarer: “Måske skulle du slet ikke have fået børn!”.

Lola Jensen konkluderer videre, at hvis familielivseksperter og familielivs-podcasters hylder disse følelser og ærligheder, så er det det samme, som at legalisere skæld ud og vrissen af børn.

Det er jeg ikke enig i.

Jo mere vi anerkender vores egne og andres følelser, jo mere føler vi os mødt og rummet. Og jo mere vi føler os mødt og rummet, som mennesker og som forældre, des mindre føler vi os ensomme og forkerte i det vi føler. Og når vi føler os ok og forstået, så skal vi ikke bruge al vores energi og overskud på at kæmpe med vores egen forkerthedsfølelse og utilstrækkelighed, men vi kan bruge vores overskud på at ændre på det, som vi ønsker at ændre på som forældre, det kunne netop være at skælde mindre ud.

Det her er ikke en konkurence om hvem der har det hårdest, det er en ærlig snak om at dele, hvordan vi som har det som forældre. Og at dele at man synes det er hårdt og uoverskueligt, behøver jo ikke at betyde at man skælder ud, eller vrisser og opfører sig urimeligt som forældre. Det at synes det er hårdt udelukker jo heller ikke at man elsker sine børn, herfra og til månen. Det betyder ikke, at vi ikke kan være vores børns fyrtårn og lyse for dem, men der er forskel på om vi er opdragere og tænker, at vi skal modellere vores børn til at blive de mennesker vi synes de skal være, til at være rollemodeller og give vores børn plads til at finde ud hvem de skal være.

Nye tider, nye værktøjer

Lola savner også værktøjer og gode råd i de podcasts, som hun har lyttet til. Og det kan jeg godt forstå, for når ens metode består i at fortælle forældre, hvad de skal gøre, hvordan og hvad der er forkert at gøre, så kan det synes underligt at bl.a vores podcast  Helle for Familien ikke flyder over med gode råd og metoder. Men det er fordi det hos os handler meget mere om at støtte forældre i at finde sin egen vej. Stå stærk i sig selv, lytte til sig selv, mærke efter, for på den måde at kunne stå godt, rummelig og roligt i sig selv som forældre. Vi ved og får masser af tilkendegivelser på at forældre, når de bliver mødt kærlig og rummelig af os eksperter og i vores podcast, så har de svarene og finder dem i sig selv. 

Når vi forældre tør vise følelser, være med vores følelser, begå fejl, så viser vi børnene vejen til at være i livet som hele mennesker. Hele mennesker begår fejl, bliver vrede, kede af det, siger dumme ting, men samtidig er det ikke farligt for hele mennesker at sige undskyld, øve sig på at blive bedre til noget, mærke sine følelser og stå ved dem og mærke og sætte grænser. Og der er jo det smadder fine ved forældre i dag. Det er ikke bare en rolle, hvor følelser først bliver delt, når børnene sover, hvor vreden bliver undertrygt og skamgjort, hvor man sad alene med det svære og følte sig ensom, det er det hele menneske, som er forældre.

Nu deler vi og det er så fin en udvikling som er sat i gang.

Og som det altid er, når der sker nyt i udviklingen, så vil nogen synes at vi skal stoppe op og at det er et tilbageskridt. Det her er hverken ynk eller ansvarsfralæggelse, det er forældre, som tager ansvar for sine følelser og står ved dem. Det er modigt og det her er fremskridt. 

Så jeg er med på at vi skal passe på børnene og børn skal vokse op og være trygge og elsket. Men det skal forældre også.

Så lad os starte med at få fokus på familieområdet, hvor vi taler kærligt om forældre, hvor vi kan hjælpe, støtte og rumme hinanden.

Når vi er trygge og elsket, har vi overskud til at skabe forandring. Derfor virker kærlige løft af forældre også. Og vil skabe kærlige hjem med mindre skæld ud.

Så vi ønsker helt det samme for børnene, Lola Jensen, Vejen derhen er vi bare meget uenige om.