Nutidens forældre - klynker de for meget?

En af tidens trends synes at være at have en holdning til nutidens forældre. Nutidens forældre klager sig for meget, de curler for meget, de fylder for meget, de gør for meget, de vil for meget dit og gør for lidt af dat, og så er de simpelthen alt for vattede. Hvis man altså skal lytte til meningsdannerne i avisernes debatsektioner.

Jeg følger med i debatten og jeg må sige, at jeg ikke er imponeret. Holdninger som, at det bliver hårdere, hvis vi bliver ved med at sige det højt, eller at det skulle være usolidarisk ift børnene, eller at forældre piver meget mere i dag, eller alle de ovennævnte. Det vidner i bedste fald om uvidenhed og i værste fald om at være fuldstændig hægtet af udviklingen.

Den nye forældregeneration

Hvis vi nu skal kigge lidt på det med nogle lidt mere friske og up to date øjne, ja, så ser jeg noget helt andet, hos den nye forældregeneration, men for at vi kan se det, skal vi være villige til at at udvide sin horisont og se bagom “klynken”.

For den nye forældergeneration har faktisk et mod til at råbe op, til at kæmpe, til at være ærlige og til at ønske en god og tryg barndom for deres børn.

Vi kan ikke længere bare gøre det, der bliver forventet, eller det der føles helt forkert. Den går ikke længere at efterlade vores børn et sted som skaber mistrivsel eller gør dem syge. Nutidens forældre, er forældre der tager ansvar, stiller krav og mærker efter.

Den nye forældregeneration mærker sig selv, og når man mærker efter, så er det ikke kun en gave, for det ville være meget nemmere at tonse derudad og ikke mærke noget som helst. Men heldigvis bliver flere og flere bevidste om, at det ikke er en bæredygtig vej, hverken for børn eller voksne, det med bare at sætte tempoet op og bliver mere struktureret. 

Nye veje!

Men før vi kan gå nye veje, skabe langt mere bæredygtige forhold for familier, med flere muligheder for fleksarbejde, halvtidsarbejde, mere ferie til børnefamilier, fri til barnet er rask osv. Så må vi stoppe op og mærke efter hos os selv.

Det, at stoppe op og mærke er første step til forandring.

Og børnefamilier i dag skriger og hungrer efter forandring. Nye måder, nye muligheder, mere trivsel, ro og overskud.

Og som det er med al forandring, så reagerer generationer, som har gået den vej, som nye generationer nu prøver at ændre på, og det gør de ved at spjætte og sparke, argumenterer for hvorfor det var fint, det de selv gjorde. I stedet for at bekrige forandringen og argumentere for hvorfor ens eget kuld ikke har taget skade af at vokse op sådan, kunne vi øve os på at være bedre til at støtte op om forandringen, se mulighederne i, at vi hele tiden kan arbejde på at gøre verden et bedre sted at voksne op i..

Så det handler ikke om hverken ynk eller piv, eller beklagelser, det handler om at jo mere vi taler ærligt, jo mere vi råber højt om hvordan det er at være forældre i dag, jo mere kan vi i samlet flok kæmpe for forbedringer og forandringer.

Tal højt og ærligt om familielivet

Vi kan ikke ændre på meget alene og slet ikke, hvis vi tænker, at vi er de eneste, der synes, at det er hårdt at blive forældre. Når vi ved at vi ikke er alene, og når vi kan dele det svære og blive mødt og rummet, så er det altsammen nemmere at stå i.

Du gør det godt kære mor, kære far, du står i vilde krav, forventninger, med projektlederhatte på, med aula og intra og lange messenger-tråde om en tur på Bakken og mobile pay box, børnehaveaktiviteter, legeaftaler, legegrupper, anti-mobbe-værktøjer, slik politik, skærmtid, skærmpolitik, samkørselsordninger, hvilke biler må man blive bragt til kirken i til son konfirmation, Tinka-kort, Tinka-huer, tanker om du overhovedet gør det godt nok, skyld og skam og alle der mener noget om din rolle som mor eller far i dag. To name a few. Du gør det mere end godt og jeg kan virkelig godt forstå hvis du er udmattet.

Så derfor del løs, fortæl ærligt om hvordan livet i familien føles.Du er ikke alene, og det gør dig ikke svag. Det gør dig derimod modig og til en firstmover. Du er helt sikkert ikke den eneste der har det som du har det, uanset hvilket rum du åbner munden i. Speak up!

P.S. Og så skal vi lige slå fast at man jo fint kan synes det er hårdt og samtidig elske ens børn herfra og til månen og tilbage igen..