Den fine (læs: umulige) balance mellem dine og dine børns behov

First love yourself

Det lyder som en kliché, men at være forælder kan nogen gange føles som at skulle gå på line med bind for øjnene dagen efter en tur i byen og lidt for lidt søvn. Du skal finde balancen mellem at sætte grænser, være til rådighed, være nærværende, dække dine børns fysiske og mentale behov, passe på dig selv og dine fysiske og mentale behov. Altså udover at vande blomster, handle ind, gå tur med hunden, snakke med veninderne, passe dit arbejde, få bilen på værkstedet, betale regninger, sidde i kø hos SKAT og bestille en ny tid hos tandlægen.

Den balance kan være super udfordrende, og til tider oplever du sikkert at være der max for dine børn, og for alle andre, for derefter udmattet at måtte trække dig for at være der for dig selv. Og måske lader du ikke ordenligt op, når du trækker dig fra familien? Måske skammer dig over, at du bliver drænet og træt, når du er sammen med din familie, for familien, det er jo der kærligheden bor og der dine depoter skal fyldes op. Ikke? Så stadig halvt afladet står du til rådighed en gang til … Og sådan veksler du frem og tilbage. Og ingen af stederne føler du dig helt ok, til gengæld banker utilstrækkeligheden på og insisterer på at deltage i forældrefesten.

Her er den gode nyhed. Det handler nemlig ikke om at du bliver drænet af at være sammen med din familie. Nej. Det handler om at du bliver drænet og træt og mister overskud, når du ikke tager vare på dine grænser, ønsker, behov, ja dig selv.

Sæt ind på din energikonto

Mange af os bliver stuck i et enten eller. Ente børnene eller mig. Nogen skal betale en pris eller give afkald på noget, og fordi du er mor eller far, ja så bliver det helst dig der sidder med en ubetalt energiregning du skal dække ind et sted. Men hvad nu hvis du fandt en vej, der betød, at det ikke var enten eller, men at det var både og?

Måden, hvorpå du kan være sammen med dine børn, hvor du stadig har dig selv med, og hvor du er opmærksom på ikke at overskride dine grænser for at gøre din børn tilfredse? Og hvor dine børn får plads til at være lige præcis dem, de er, og hvor du samtidig giver dig selv lov og plads til at være den du er?

Når vi finder denne balance, om end det så kun er i små glimt, så er det, der hvor familien kan leve sammen, og hvor det føles let.

Let betyder ikke uden skænderier, konflikter, sure børn eller voksne. Let betyder, at vi ikke bliver drænede eller opgivende…

Næste gang du oplever dig udfordret i familien, så kom hjem til dig selv og pas på dig, og find ud af hvor du har glemt at tage vare på dig selv, det sidste stykke tid.

DU kan godt det her og du fortjener det!

Lav din liste over ting der nærer dig og fylder dig op, men hvor du samtidig kan være sammen med familien. Lad din drænethed og opgivenhed være din hjælper til at finde ud af at du for en stund skal passe ekstra godt på dig selv!

Her er lidt inspiration til den ekstra trætte mor eller far der slet ikke lige kan finde på ting der nærer:

  • en kop varm kakao

  • ligge på en yogamåtte (og nej, du behøver overhovedet ikke bevæge dig!)

  • sætte en yndlingssang på anlægget

  • danse

  • komme ud i den friske luft (haven eller altanen, bare et kort øjeblik, og mærke den friske vind på din hud)

  • en kop god kaffe

  • chokolade

  • ligge i sengen et øjeblik

  • klippe billeder ud af et magasin og give børnene en limstift så de kan lave kollage mens du læser

Nu er det din tur. Hvad kunne være en lille, næsten ubetydelig ting, som du kan lave mens du er sammen med din familie, men som nærer dig og fylder din kop en lillebitte smule op?

Previous
Previous

Udfordringen ved at elske dine børn- men samtidig elske ro og alenetid!

Next
Next

Rum en fremmed mor, som du selv ønsker at blive rummet