Hvem passer på familierne, Mette?

Hvem passer på familierne.

Mine tanker på Statsministerens nytårstale….

Børnenes minister og fokus på børnene…

Jeg har med bankende hjerte og stor nysgerrighed lyttet til Mette Frederiksens nytårstale.

Det glæder mig virkelig at høre at børnene bliver sat i fokus og at børnene er det vigtigste i vores samfund, og at det derfor skal være vores primære opgave at passe på vores børn.

Og at vi skal gøre en større indsats ift. børn der vokser op med vold og misbrug kan ingen vist værre uenige om, både ift, tidlig hjælp og støtte, men også til at skabe en tryggere hverdag for de børn, hvor der ingen vej udenom er end at fjerne dem fra hjemmet og give dem et nyt hjem…

Når det så er sagt, så bliver jeg træt.

Jeg bliver træt af at høre børn omtalt som samfundsborgere og som samfundets børn.

Og at børn skal vokse op for at kunne bidrage!

Og samtidig kæmper mange forældre i det daglige med at få det hele til at hænge sammen, med alt for mange arbejdstimer, for lidt ferie med børnene, for dårlige vilkår ift. når børnene er syge, for dårlige forhold, der hvor vi sender vores børn hen, når vi nu drager på arbejde og gør vores indsats i det her samfund. Både i vores institutioner og skoler er der for få hænder og der er for mange børn på for lidt plads.

Vi har børn med stress og børn med angst, som aldrig før.

Og lad os nu ikke gøre det til at mål i sig selv at fjerne flere børn fra hjemmene. Men lad os støtte op og hjælpe de familier, der rækker hånden ud efter hjælp. Lad os finde veje til at forebygge, til at aflaste.. og kun i yderste konsekvens vælge det som en løsning at fjerne et barn.

Hvad mener ministeren om det?

Og om hvordan vores børns skal testes fra de er helt små. Skal hastes igennem skolen og uddannelses systemet, skal stresses i en ung alder til at tage stilling til hvilken uddannelse de skal tage. Og helt ned i børnehaveklassen, eller jeg må jo nok hellere kalde det 0. klasse, for nu handler 0. klasse ikke længere om at øve sig på og vænne sig til at gå i skole. Nej, det handler om at lære.. ja, helt nede i 0. klasse har jeg hørt børnene tale om og være bekymrede for, at hvis de dumper og ikke kommer med i 1. klasse….

Og så ved jeg godt at så kommer svaret som regel: At det så er en lærer, der har misforstået noget, eller så skal lærerne rustes bedre til opgaven.

Men, lærerne kæmper også for vores børn, og lærerne ønsker faktisk at gøre det bedste de kan.
Men de er også underlagt en pligt om, hvad de skal og kæmper med at få det til at hænge sammen, både med for mange børn i klasserne, for lidt forberedelsestid og for stram en læreplan.

Ligesom pædagogerne kæmper for vores børn. Kæmper for bedre normeringer, mere tid til nærvær og samværd og mere tid til det enkelte barn.

Så derfor savner jeg en minister, der gerne også vil være familiernes minister, som tør tage fat på familiers muligheder for deltid, mens børnene er små. Bedre normeringer i institutionerne. Få skabt større tillid til den offentlige, så vi forældre, når vi søger hjælp ikke skal som step et mistænkeliggøres og undersøges for vores forældrekompetencer. Når vi er udfordrede med vores børn har angst eller skolevægring at fokusset ikke skal være på fraværet i skolen og få dem hurtigst muligt i skole eller deale med bekymring om barnet nu kan blive fjernet fra hjemmet.
Fokusset skal i stedet ligge i at skabe rolige og trygge rammer for forældre og familier til at hjælpe og støtte deres børn i at få det ok igen.

Det savner jeg noget fokus på.

Hvem vil tage ansvaret for det?

Hvem passer på familierne?

Hvem vil være minister for det?

P.S. Du må hjertens gerne dele og skrive en kommentar <3

HVOR MANGE GANGE SKAL JEG SIGE DET?

HVOR MANGE GANGE SKAL JEG SIGE DET?

Jeg bliver ofte spurgt af forældre, hvad de skal stille op med deres børn, når de ikke hører efter?

Det, der tit udspiller sig er, at du som start, som forældre pænt beder dit barn om eksempelvis at slukke for computeren. Ingen reaktion.

 Du siger det igen, nu måske med irritation i stemmen. Intet sker.

 Nu er du ved at blive mindre vred, så du hæver stemmen og siger: ”Helt ærligt, jeg vil gerne have at du slukker NU.” Der sker stadig ingenting..

 Og nu raser du, og drøner hen til dit barn og river computeren ud af hænderne på han og slukker for den.

Hvorefter barnet kigger på dig og siger spørgende: ”Hvad sker der?”

Det er måske at gøre det lige lovligt sort-hvidt, men kan du se meningen?

Vores børn hører ofte ikke, og det kan der være flere årsager til. I nogle tilfælde er de fordybet i det, de laver, så de reelt ikke hører, hvad vi siger.

Og vi som forældre kan også have en tendens til at overloade vores børn med irrelevante spørgsmål og informationer, så de til tider tænker, at det nok ikke er til dem, vi snakker..

Nå, men what to do?

Få kontakt! Det vil sige, inden du siger noget, eller kommer med en information, så få skabt kontakt.

Det kan du for eksempel gøre sådan her:

”Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig, så kan du høre, hvad jeg siger?”

 Utroligt nok har min søn tit svaret: ”Nej”.

 Ok, så der er ikke kontakt, jeg spørger igen. Og som regel vil jeg anden eller måske tredje gang få svaret ja. Så nu er kontakten skabt, og vi kan give vores vigtige information videre..

Bonussen er, at vi ikke behøver at blive sure og irriterede over at høre os selv gentagne gange, uden at blive hørt..

Så skab kontakt, så der er hul igennem!