Rum en fremmed mor, som du selv ønsker at blive rummet

Rum en fremmed mor, som du selv ønsker at blive rummet

Der findes ikke en sandhed ift at være forælder. Der findes din. Og den er måske kun rigtig for lige præcis dig, og måske for ingen andre.. Og det er den du skal finde. Desværre kan google ikke hjælpe dig. Men det kan du.

Vi har aldrig været så hårde ved hinanden og så skarpe, og til tider også både ubehagelige og grænseoverskridende i sproget overfor hinanden, som vi er i dag. Det kan mærkes. Og forældre går ikke forbi. Vi peger fingre af hinanden, og hagler folk ned.

Sandhederne står i kø. Dem, som spiser sukker, eller aldrig får sukker. Eller som afleverer børn i institution inden de er 1 år, eller beholder dem hjemme de første 5 år. Eller hvis vi samsover, eller hvis vi lader være. Hvis vi ammer i 3 år eller 6 mdr. Hvis vi ikke elsker vores børn 24/7. Hvis vi kommer til at råbe af dem… Hvis vi rækker ud og fortæller om det, der er svært i familien, kan vi risikere at blive trampet på. Både fordi folk vader i råd (de sjældent selv bruger), og fordi vi lever i en kultur hvor det er svært at rumme andres smerte, uden at ville fixe den.

Forældre i dag har brug for et langt mere reelt billede af, hvad der foregår hjemme i familierne, og det får vi først, når vi tør stille os op og fortælle, hvad der sker. Altså hvad der sker ærligt. Og ikke kun ligger flotte fødselsdagshilsener op til vores børn på FB.

Heldigvis findes der forældre derude der bryder glansbillederne ned. Der findes forældre der taler om det svære, om det grimme, om magtesløshed og om de få dage vi andre håber på ingen opdager. Så lad os møde de modige forældre, der tør stille sig frem og fortælle, hvor udfordrende og svært det til tider kan være, uden et behov, for så at råbe tilbage: “Jamen, så skulle du nok ikke have fået børn!”

For det har slet ikke noget med sagen at gøre… Lad os slippe vores fokus på, at der er en sandhed, når det kommer til familier og børn..

En forældremission der hører ekstremisterne til

Der findes ikke en sandhed om forældreskab, og det øjeblik vi prøver at formidle vores egen sandhed, som den eneste, ja, så er vi på en mission, som hører ekstremisterne til.

Vi kan finde mange sandheder. Du kan bare prøve at google samsovning, amning, hjemmeskole, skæld ud, opdragelse, grænser og måltider. Nogen siger at samsovning er farligt og barnet kan risikere at blive både kvælt og mast, andre siger det skaber tryghed og tætte relationer. En tredje vil kunne påstå at det skaber uselvstændige børn at samsove. Det samme med amning. Hvor lang tid er det fint at amme? Hvornår er det for kort tid, hvornår er det for lang tid? Sidder den rigtige mor i brysterne, eller kan man være en lige så god mor hvis man giver sit barn flaske? Og hjemmeskole! De bliver asociale, kan ikke indgå i fællesskaber og på den anden side bliver de trygge børn, med god tilknytning en ro og rummelighed i sig. Og jeg kunne blive ved!

Og det er meget af det, der sker i dag..

Vi har en masse, der står og råber op om deres ultimative forældresandhed, men de glemmer at lytte til de forældre, som de ønsker at hjælpe. De er heller ikke interesserede i at prøve at forstå andres sandheder..

Så derfor. Rum en fremmed mor, som du selv ønsker at blive rummet. Også selvom du ikke er enig. Vil vi lære vores børn at rumme forskelligheder, så er vi nødt til at rumme mødre og fædre der er anderledes end os selv.

Der findes ikke en sandhed ift at være forælder. Der findes din. Og den er måske kun rigtig for lige præcis dig, og måske for ingen andre.. Og det er den du skal finde.

P.S.

Det kan være svært at mærke os selv når vi er frustrerede, pressede og uden overskud. Har du brug for at få snuden ovenvande, så har jeg skrevet en bog om at den vellykkede familien sjældent er særlig køn: LINK

Previous
Previous

Den fine (læs: umulige) balance mellem dine og dine børns behov

Next
Next

Viljestærke børn- Hvorfor de er unikke!